taler
Her kan du læse eller lytte til nogle af de taler som er blevet afholdt til ARNs arrangementer:
krystalnat
Morten Andersson. Tale fra 9. november 2025 på Lille Torv i Svendborg
Herschel Grynszpan. Ung teenager. Frustreret. Følsom. Temperamentsfuld. Alene.
Illegal flygtning i Paris.
Han havde fået nok af jødeforfølgelserne i skolen i Tyskland. Overfaldene. Og lærernes særbehandling.
Og nu i Paris, med hjælp fra en onkel.
Ingen mulighed for studere. Ingen mulighed for at arbejde. Med et postkort i hånden. Et postkort fra sin søster — det sidste livstegn fra en familie fanget i ingenmandsland ved grænsen til Polen - efter at være blevet deporteret i kreaturvogne ud af Tyskland og forbudt indrejse i Polen.
Fredag den 7. november 1938.
Herschel skyder en tysk diplomat. 5 desperate — afmægtige — skud.
Og nu med et nyt brev i lommen, hvor han undskylder til sin familie – at han var nødt til at gøre det – i protest mod de 12.000 polske jøder, der var blevet deporteret ud af Tyskland.
To dage senere - den 9. november - dør den tyske diplomat.
Nazisternes propagandaminister, Joseph Goebbels holder tale. Og ordene i den tale — de bliver til flammer.
Den nat blev til Krystalnatten.
Jødiske butikker blev smadret.
Myndighederne fik besked om ikke at rykke ud. Politiet fik besked om at se til den anden side.
Synagoger brændte, mens brandmændene så på. Mennesker blev slået, mens naboer vendte sig væk.
Og tusindvis af mennesker blev kørt til koncentrationslejre. Og verden tav.
Den nat blev ikke kun bygninger knust. Den nat blev grænsen for menneskelighed overskredet.
Aldrig igen, siger vi.
Og alligevel står vi her — lidt flakkende i blikket, lidt bævende i stemmerne.
Fordi vi ser og hører ting, der minder os om dengang.
Og når man har flakkende øjne og bævende stemmer — så er det bedst ikke at stå alene.
Derfor — en stor tak til Anti Racistisk Netværk i Svendborg - for at samle os i dag. Og give os et sted, hvor vi netop ikke vender hovedet væk.
Hvordan kunne det gå så galt?
Det spørgsmål stiller vi igen og igen. Hvordan kunne det ske?
Det er blevet forklaret med økonomi. Med kriser. Med menneskets psykologi.
Og Ja — 1930’ernes Tyskland var i dyb økonomisk krise. Men i dag, i 2025, står vi også midt i en krise. Ikke en økonomisk.
En menneskelig krise.
Når krigsforbrydelse og folkedrab dokumenteres, visualiseres og streames direkte ind i vores ansigter.
Så udfordres vi på vores empati.
På vores humanisme.
På vores historiske forståelse.
Og på tilliden til at vores politikere vil se ud over personlige agendaer – og handle solidarisk i forhold til de internationale love og konventioner, vi har skrevet under på at være en del af.
Internationale love og konventioner, som jo netop kom i kølvandet af holocaust.
Tillad at jeg bruger et billede fra min hverdag – højskolen.
Da højskolerne blev grundlagt, handlede det om at løfte hovedet fra plovfuren.
At se ud over egen jord. At se verden og mennesker omkring dig. Og blive motiveret til at handle på nye måder – enten i fællesskab eller alene.
I dag har plovfuren fået et nyt lys — et blåt skær.
Er vores hjerner i virkeligheden blevet et aftryk af de algoritmer, vi præsenteres for?
Og hvordan får vi løftet blikket fra nutidens plovfure?
Og tillad mig igen, at hive en gammel klassiker fra højskolen frem. Grundtvig. Grundtvig havde et godt bud: Historie og poesi.
Han beskrev, hvordan vores hjerner har brug for begge dele: Historien og kunsten.
Historien fordi den rummer fakta. Årstal. Navne. Hændelser. Årsager. Virkninger.
Men sådan måtte vi aldrig nøjes med at tænke, mente Grundtvig – og derfor blev poesien og kunsten den anden nødvendighed.
Kunsten og poesien stimulerer vores fantasi – og vores evne til at se bag om tingene. Den bruges til at beskrive mennesker og eksistens – og den kan i sin form – også vække følelser.
Vi skal ikke kun kigge på hændelsesforløbene i historien.
Vi skal ikke kun iagttage, hvordan forskellige årsager og virkninger hænger sammen.
Vi skal bruge hele vores væsen, og vores forståelse af mennesker og følelser til at forstå, hvorfor det sker.
Ellers har vi ikke mulighed for at lære af historien.
Så vi skal både læse historiebøger - og se og opleve kunst.
I Berlin står Mindesmærket for Europas myrdede jøder.
Et kæmpe område, hvor rektangulære betonklodser er placeret både på linjer og i rækker og i forskellige højder og med forskellige hældninger.
En by af sten. En labyrint, hvor man kan fare vild. som verden farede vild dengang.
Det er bygget i beton — men materialet er samvittighed.
På mange måder en arkitektonisk perle – og samtidig et stærkt historisk-poetisk statement
Som med sin enorme størrelse tvinger den besøgende til både at erkende og tage stilling.
Både til fakta og til de følelser der følger med.
“Aldrig igen” - må ikke være noget, vi siger én gang om året.
Det skal være et løfte, vi lever efter hver dag.
For vi genkender mønstrene. Vi genkender tavsheden. Hadet. Umenneskeliggørelsen.
Vi skal også huske Herschels frustration:
Det startede jo ikke i 1938. Det startede allerede 8 år inden.
I sproget. I skolerne. I gaderne. I de overfald, ingen gad tale om.
Og hvordan er det egentlig med sproget i dag i 2025?
Hvordan taler vi om og til hinanden, når vi sidder nede i plovfuren?
Og hvordan blev det muligt for en politiker i 2025 at udtale ønsket om at re-emigrere op til 100.000 af udlændinge og sende dem ud af Danmark?
Hvordan - og hvorfor - blev det en ting at undersøge om man kan forbyde bønnekald i det offentlige rum?
Og hvordan er det lige med menneskerettighederne?
Er vi også i gang med at sortere lidt i, for hvem og i hvilke situationer, at menneskerettighederne skal gælde?
Vi har allerede normaliseret foragt i vores sprog og handlinger.
Sprog og handlinger som sætter etiketter på folk, og giver dem følelsen af, ikke at have samme rettigheder som andre. Ikke at være ønskede og velkomne.
Sprog og handlinger som samtidig indskrænker os og gør os dumme.
Og hvis ikke vores nuværende politikere vil gå forrest, i være gode eksempler for at rydde op i dette – så må vi stemme nogen ind, der vil.
Krystalnatten var et varsel. Mindesmærket i Berlin er et ekko.
Men ekkoer dør, hvis ingen svarer.
Så lad os svare. Og ikke med had, og ikke med løgn, men med historisk indsigt, menneskelig forståelse og krav om at internationale love og konventioner gælder for alle.
Uanset din nationalitet. Uanset hvordan du tilbereder din mad. Uanset hvor du sender dine bønner og tanker hen
Og at vi står her i dag, er jo et udtryk for, at vi ikke vender ansigtet bort.
Vi tør godt kigge derhen, hvor det er grimt.
Og hvis du mangler ord for at udtrykke, det du ser, så skriv. Hvis du ikke kan skrive – så mal. Tegn.Byg.
Hvis du ikke kan skrive, male, tegne eller bygge - så bare STÅ i mængden, som du gør lige nu.
Så din tilstedeværelse taler for dig.
For folk følger ikke bare idéer. De følger mennesker, der tror på noget større end sig selv.
Og denne her blå bog, højskolesangbogen – den er et fysisk manifest på, hvor stærkt et folk kan være.
Så jeg kan ikke forestille mig en bedre måde, at sige tak for ordet på.
End ved at synge en sang fra højskolesangbogen. Og sende tanker de folk ude i verden, som kæmper for deres ret til at eksistere.
Vi skal synge “Vem kan segla förutan vind.”
Tak for ordet.
Anne Nielsen, SOS Racisme ⁘ Vibeke Syppli Enrum, Fredsbevægelsen